Æret være livet,
der lever mig hver dag,
det, som jeg blev givet
ved første åndedrag.
Æret være ånden,
som hviskede mit navn,
tog mig blidt ved hånden
og holdt mig i sin favn.
Helliget den tanke,
der fandt i mig en form,
lod mit hjerte banke
i stille som i storm.
Vær det lys velsignet,
som straks i tanken så
streg og prik, der ligned'
en lille barnetå.
Evig være sangen,
der synger ind i støv
selve solopgangen
og gør af frø et løv.
© Michael von Bülow 2007-2011
